Carsten Fock arbejder med minderne fra det post-krigs-traumatiserede Tyskland, der havde svært ved at finde sig til ro i sin egen historie. Det var ikke vestligt velset at trække på de glorværdige referencer, der havde gjort landet stort. Heltene, musikken, arkitekturen og filosofferne var blevet misbrugt i en ond sags tjeneste og den udøvende kunst stod efterladt uden et sprog. Dette skabte et fantastisk fundament for en akut kultur, der var positiv og energisk i sit øjeblik men vaklende usikker i sin mangel på rødder.

Det var billedkunstnerne, der først krævede historien tilbage med en genintroduktion af neoekspressionismen og den konceptuelle kunst. De brugte fortidens symboler og ikoner med storladen stolthed. De kommenterede på de nationale komplekser, der lå latent i Tyskeren. De gav landet en ventil for den utryghed og skam, der gnavede i almindeligmandens sjæl.

Angsten er stadig en del af den tyske historie. Sådan vil det uvilkårligt altid være, og sådan skal det være. Men den må ikke ties ihjel.

Carsten bearbejder sin angst på Mallorca, og han er vendt tilbage til bjerget ved Sa Coma nær Andratx igennem de seneste 5 år. De fleste af udstillingens værker er skabt dér og resten i Wien.


* “Glückauf!” Sådan har de tyske minearbejdere hilst på hinanden siden det 16. århundrede. Vi kan oversætte det til et simpelt: ”Held og Lykke”, men det rummer meget mere. Arbejdet i minerne var ikke uden fare, og det var langt fra alle, der kom retur. Held og lykke rummer i sin nøgtern og poetiske form både troen på et gensyn og angsten for at miste. Den tyske folkesjæl inkarneret i en stille lille hilsen.